Kunstformen
Flamenco-palos for begyndere
Cante, baile og toque, hvad en palo er, og hvordan man genkender en soleá, en seguiriyas og en bulerías, når cuadroen spiller dem.
Reservér din flamencoaften ↗Tre kunstarter i én
UNESCO beskriver flamenco som en kombination af cante, sangen, baile, dansen, og toque, guitarspillet. Den tilføjer, at castagnetter, klappen i hænderne og trampen med fødderne også bruges. Flamenco udviklede sig i Andalusien i det sydlige Spanien med rødder i Murcia og Extremadura, og det gitano- eller roma-samfund har spillet en afgørende rolle i dens udvikling. Kendskab til de tre dele hjælper dig med at beslutte, hvor du skal kigge hen under et show: på sangeren, danseren eller guitaristen.
Sådan fungerer sangen
UNESCO oplyser, at cante synges af mænd og kvinder, normalt siddende, uden kor. Teksterne er korte og enkle og udtrykker en bred vifte af følelser. Dansen beskrives som en form for lidenskab og kurmageri, hvor mandlige dansere bruger fødderne tungere, og kvindelige danseres bevægelser er blødere og mere sanselige, selvom hver kunstner har sin egen teknik. Guitaren begyndte som akkompagnement og er for længst vokset ud over den rolle, så den kan bære et afsnit helt alene.
Hvad en palo er
En palo er en flamencoform. Wikipedia beskriver det som en populær, nogle gange inkonsekvent måde at klassificere sange på, identificeret ved rytme, mode, motiver, versets type og oprindelse. Nogle palos har en taktfast rytmecyklus kaldet compás, mens andre, såsom granaínas og malagueñas, synges i fri rytme. Soleá-familien bruger 12-slags cyklusser. Der er opført over halvtreds palos, så en enkelt aften dækker ikke dem alle, og et cuadro vælger en håndfuld.
Soleá
Soleáen opstod sandsynligvis blandt Gitano-samfundene i Cádiz eller Sevilla, og dens oprindelse er ukendt. Wikipedia siger, at dens tekster generelt er alvorlige med en højtidelig karakter og ofte bærer en intim smerte. Dens storhedstid var det sidste kvartal af det 19. århundrede. Compásen har 12 slag, der kombinerer tredelte og todelte grupperinger. Nogle kalder den moder til paloerne, men artiklen siger, at det ikke er helt præcist, fordi seguiriyasen er ældre.
Seguiriyas
Seguiriyasen tilhører cante jondo, den dybe sang, og betragtes som rent Gitano i sin oprindelse. Den er højtidelig og intenst udtryksfuld, og en kilde beskriver den som det mest tragiske og følelsesladede udtryk i flamenco. Teksterne handler ofte om fængsling, død, kærlighed og religiøse idéer. Dens rytme er en 12-slags compás, men den tælles ofte i fem slag, og sangere og dansere varierer tempoet for dramatisk effekt. Det er en af de sværeste stilarter for en guitarist at akkompagnere.
Bulerías
Buleríasen udviklede sig blandt Calé-romaerne i Jerez i det 19. århundrede som en hurtig, livlig afslutning på soleares. Den er blandt de mest dramatiske former og afslutter ofte en flamencosammenkomst. Det er en hurtig 12-slags cyklus, der kan høres som en takt på seks efterfulgt af en takt på tre, og dansere tæller den normalt i seks. Dens fodarbejde er indviklet, og den giver mest plads til improvisation, hvilket er grunden til, at det sidste nummer ofte føles løsest.
At lytte i rummet
I et lille rum hører du compásen, før du forstår den. Hold øje med klapperne og guitaren for pulsen, og følg derefter, hvordan danseren svarer på den. Madrids turistwebsite nævner flere palos i repertoiret på Torres Bermejas, og arrangøren siger, at programmet skifter gennem sæsonen. Uanset hvilke palos du hører, så læg mærke til kontrasten: langsomme og højtidelige numre side om side med hurtige, legesyge, og kontrasten er en del af aftenens design.
Kilder